En fremragende anmeldelse i Villabyerne!

I gode hænder

Helleruplund Kirke var fyldt, da det sjældne fænomen en strygetrio gav koncert. Og det var med god grund, for det var musikere i topklasse, der var forbi, vurderer Villabyernes anmelder

Af Hans Ovesen

Det er altid en fornøjelse at opleve dygtige musikere, der er tydeligt glade for den musik, de spiller, og som nyder at spille sammen. Når der så oven i købet er tale om så fremragende musikere som violinisten Natalia Prishepenko, bratschisten Nils Mönkemeyer og cellisten Wolfgang Schmidt, bliver fornøjelsen til ren begejstring.

De tre har dannet en trio, måske skabt til lejligheden, idet de hver for sig ellers optræder i andre ensembler, og strygetrioer i det hele taget ikke er særlig almindelige.

Der findes strygekvartetter og strygekvintetter, men strygetrioer er der ikke mange af. De er faktisk så ualmindelige, at denne ensembleform ikke en gang omtales i Gads musikleksikon. En nærliggende forklaring er selvfølgelig, at der ikke er skrevet meget musik for strygetrio. Der mangler simpelthen en andenviolin som modspil og supplement til førsteviolinen. Men blandt andre Beethoven, Mozart og den relativt ukendte ungarske komponist Ernö Dohnáyi har skrevet nogle stykker for den usædvanlige sammensætning, flere af dem som serenader og divertimenti, beregnet til lettere underholdning.

Ikke alt for alvorligt

Ved koncerten den 30. november i Helleruplund Kirke havde trioen da også foretaget et par ændringer i forhold til det tidligere udsendte program. Beethovens Serenade i D-dur for strygetrio var udskiftet med den mere tungtvejende Strygetrio i c-mol, og Mozarts elegante Divertimento i B-dur var erstattet af hans ekstremt lange og varierede Divertimento i Es-dur.

I sin strygetrio afprøver Beethoven en lang række af de tre instrumenters muligheder i dramatiske udsving i rytme, pludselige pauser, klangfarve og dynamik. Den langsomme andensats er værkets centrale, passionerede omdrejningspunkt. Satsen afløses af en vidunderligt bevæget rytmik i den hurtige tredjesats for i sidste sats at munde ud i det mere uforpligtende og underfundige som en markering af, at det hele alligevel ikke var så alvorligt ment.

Muntre menuetter

Også Mozart Divertimento er – trods det er et divertimento og i dur – alvorligt og vemodigt. Men selv om det er skrevet i en yderst nedslående periode af Mozarts liv, hvor han blandt andet mister sin datter, afløses alvoren af ikke mindre end to muntre menuetter. Den afsluttende allegro veksler kontrastfyldt mellem lyriske passager, sjov og vemod.

Selv om Dohnányis Serenade er skrevet mere end 100 år senere end de to værker af Beethoven og Mozart, er der fællestræk. Det er tydeligt, at han skriver på traditionerne fra wienerklassikken og romantikken, og ikke, som hans jævnaldrende landsmand, Bartok, forsøger at forny musikken. Der er noget tilbageskuende over Dohnányis musik, men også fine eksperimenter i harmonik og rytme.

Med de tre musikere og de tre valgte komponister var man i gode, sikre hænder – i virkeligheden måske lidt for gode og sikre. Det ville have været forfriskende at høre trioen prøve kræfter også med et værk af en helt anden karakter, gerne af nyere dato. Men da der som sagt ikke skrives meget for strygetrio, har det måske været svært at finde. Under alle omstændigheder spillede de tre musikere med en smittende, legesyg musikglæde og indbyrdes lydhørhed, en utrolig præcision og en fornem balance mellem instrumenterne.

Koncerten var arrangeret af Hellerup Kammermusikforening, der har talent for at tiltrække de bedste navne, hvilket igen blev honoreret med en næsten fuld kirke.