søndag, den 28. november 2021
Peter og Ulven
med DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet og Sebastian Klein
DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet spillede Prokofjevs ”Peter og Ulven” for 200 børn og deres voksne, fortalt af Sebastian Klein, som meget levende og vellykket agerede både en sur, dårligt gående bedstefar, samt Peter og de forskellige dyr, der optræder i Prokofjevs eventyrlige historie. De fem blæserinstrumenter blev forinden præsenteret for børnene. Til stor morskab viste hornisten hvor langt hans instrument kunne blive, udfoldet som en flere meter lang plastikslange han kunne spille på. Blæserkvinteten gav et nummer af ungareren Ligeti, hvor de demonstrerede deres høje niveau, og så var sceneriet sat til en tur til en russisk landsby med alle ingredienserne: anden, katten, fuglen i træet og ulven, der gemte sig bag hegnet. Børnene kunne fra deres pladser på puderne på den grønne eng følge historiens gang.





