Når nattergale synger

* * * * *
Anmeldelse: Når nattergale synger

Nightingale String Quartet i Helleruplund Kirke spillede med vidunderligt overskud og indlevelse

AF HANS OVESEN

Nattergalens sang er et jublende kvidder med de mest uforudsigelige spring og modulationer. Det er, som om den ikke ved, hvad den har gang i, som om sangen bestemmer over den uanseelige fugl og ikke omvendt. Blandt andet derfor er dens sang så fascinerende.

Det er lige så fascinerende at høre Nightingale String Quartet spille, men her er der betydeligt mere styr på tingene. Kvartetten består af Gunvor Sihm og Josefine Dalsgaard, violiner, Marie Louise Broholt Jensen, bratsch og Louisa Schwab på cello.

Det unge ensemble har eksisteret siden 2007 og har allerede modtaget et væld af priser.

Helleruplund Kirke var fyldt til bristepunktet, da kvartetten spillede koncert forleden. De fire strygere indledte meget passende med Haydns ‘Fuglekvartet’, et værk fuld af fuglesang.

Det fine, lille tema i første sats varieres gennem forskydninger mellem instrumenterne og stemmerne, mens den efterfølgende scherzosats ligger dybt og drømmeagtigt, indtil den pludselig springer op i det højeste leje og med sine lystige triller igen overtages af fuglestemmer.

Efter en smertefuld tredjesats, der bevæger sig over i en lysere anden del, slutter værket med en munter og melodiøs finale.

Vemod og vrede

Efter Haydn fulgte Sjostakovitjs Strygekvartet i Es-dur. Værket er fra 1964, altså fra slutningen af den periode, hvor den sovjetiske kulturpolitik var blevet liberaliseret efter stalinismens klaustrofobiske år.

Sjostakovitj havde været hårdt udsat under Stalin, og nu med Bresjnev var forholdene ved at stramme til igen.

Kvartetten består af fem satser, der spilles i et sammenhængende forløb uden ophold mellem satserne. Som meget andet af Sjostakovitjs musik er også denne kvartet præget af vemod og vrede – her og der afløst af vrængende munterhed – i mol-klingende halvtoneintervaller i såvel de underliggende stemmer som i de ofte kromatiske melodistykker.

Et andet karakteristisk træk ved Sjostakovitjs musik er de voldsomme kontraster, her blandt andet i pludselige og hårdt anslåede akkorder. Støvletramp eller politiet, der banker på døren?

Værket afsluttes med en ti minutter lang finale, der sammenfatter de øvrige satsers melodiske, rytmiske, dynamiske og klanglige ingredienser.

Det er en ‘tour de force’, der stiller store krav til musikerne, og som på grund af sin mangfoldighed ville stritte i alle mulige retninger, hvis ikke den havde været gennem hænderne på så kyndig en komponist som Sjostakovitj.

På trods af det knugende og angstfyldte i Sjostakovitjs musik, rummer den også på forunderlig vis noget befriende, en slags katarsis, der netop er karakteristisk for stor musik, ja, for stor kunst i det hele taget.

Egne spilleregler

Nightingale String Quartet sluttede med Kvartet nr. 2 i d-mol af Rued Langgaard, et stykke ‘programmusik’ i fire satser: Bortdragende Stormskyer, Bortkørende Tog, Skumrende Landskab og Vandring.

Det er ekspressiv musik, komponeret af en autodidakt, der i værkernes struktur og harmonik fulgte sine egne spilleregler.

Det så samtidens musikkritikere ikke på med milde øjne, og først fra 1990’erne kom hans musik for alvor ind i varmen. Nattergalene har indspillet alle Langgaards strygekvartetter på tre CD’er.

De fire satser i aftenens kvartet er meget billed- og stemningsskabende, af og til næsten for meget af det gode.

De bortdragende stormskyer bliver ved med at drage bort, og det bortkørende tog kører bort i en uendelighed, selv om det ellers har meget fart på.

Men også her spillede Nightingale String Quartet med vidunderligt overskud og indlevelse.

www.gentofte.lokalavisen.dk