Endnu en fantastisk anmeldelse!

* * * * * *
Anmeldelse: Le quatuor parfait

Stjernekvartetten Quatuor Modigliani lagde Helleruplund Kirke ned mandag 31. oktober med en aldeles fremragende koncert

AF NAN ROSTOCK

Formidable! Magnifique! Bravo!
I spontant selskab med taktfast applaus lød de begejstrede tilråb fra tilhørerne ved Hellerup Kammermusikforenings 2. koncert i Helleruplund Kirke.
Forud for det stort smilende, stående publikums spontane jubel, havde den franske stjernekvartet Quatuor Modigliani budt på en mesterlig koncert med både charme, dramatik og elegance.
Den unge strygekvartet, som består af Elina Buksha (violin) Loic Rio (violin), Laurent Marfaing (bratsch) og Francois Kieffer (cello), var en fornyende, frisk foræring, som bød på smuk balance mellem fire individuelle stemmer i kammermusikalsk korrespondance og brillant balance.

Tæt på musikerne

Kvartetten kom på scenen, og Loic Rio introducerede med stor ydmyghed og sødme aftenens koncert, hvilket fra begyndelsen bragte publikum tættere på musikerne. Første opførelse var Franz Schuberts strygekvartetsats i C-mol, D703, som Schubert selv aldrig fik færdiggjort, men som Johannes Brahms senere bearbejdede og udgav.
Et minuts samlet stilhed, spænding og koncentration, og den lettiskfødte violinist Elina Buksha satte buen til violinen. Mere dramatisk skælvende start på Allehelgens Aften kunne man ikke ønske sig.
Ved hjælp af hurtige bueskift bevægede musikken sig over til det mere lyriske og lidenskabelige med tilbagevendende dramatik, før afslutningen tonede ud. Fin/Fini! Formfuldendt frembringelse af lyd fra fortiden til nærværende og nuanceret nutid.
Herefter fulgte Strygekvartet nr. 1 i C-dur op. 49 af den russiskfødte Dmitrij Schostakovitj. Kontrasterne er på spil, hovedsagelig optimisme, om end de mindre bevægelser byder på brydninger.
Værket følger den klassisk-romantiske tradition (Moderato, moderato, allegro molto, allegro). Folketonen i flere satser bringer billeder af dansende kosakker, og selv om tonen er let og munter, er den ikke uden sorgfulde sider.
Dette afspejler på bedste vis Schostakovitj’ eget liv og virke i den sovjetiske periode. Flere gange blev han hædret som nationalkomponist, men lige så ofte blev han fornedret som en formalist, hvis værker blev forbudt.
Quatuor Modigliani spillede satserne med forførende fortrolighed og ubesværet, empatisk engagement.

Melodi og harmoni

Efter pausen, som bød på vin og kaffe i sognegården, sluttede kvarteten med Felix Mendelsohns strygekvartet nr. 2 i a-mol op.13, og vi var tilbage i romantikken. Mendelsohn, som viser tydelig indflydelse og inspiration fra Beethoven.
Den første bevægelse begyndte ædelt, og før man nåede at opfatte det, var man midt i storm, men hele tiden med sig selv i behold. Hvert instrument og stryger gav sig til fulde, et øjeblik i hver sit hjørne, for til sidst at mødes på den rytmiske præcisions midte. Musik og mimik, melodi og harmoni smeltede sammen i smuk og højtidelig, skrøbelig symfoni.
Elina Buksha og de øvrige strygeres buer bevarede intensiteten flere sekunder efter sidste strøg, og da de endelig slap instrumentet, var det som en forløsning, og alle i salen åndede lettet op og brød ud i den føromtalte jubel.
Quatuor Modigliani blev kaldt på scenen tre gange og ganske uventet bød de på en sidste velkendt 2. sats, Andante cantabile i C-dur, fra opus 3 nr. 5 i F-dur af Robert Hoffstetter, bedre kendt som Haydns serenade. Og mens 1. violinisten strøg, anvendte hverken 2. violinist, bratchist eller cellist længere deres buer. Fingrene erstattede det strøgne sprog og små ukulelelyde brillerede og supplerede.

Det tabte sprog

Marcel Proust havde ret, da han sagde at “Musik er menneskets tabte sprog.” Aftenen bød på en sjælden sammenhæng, som gjorde tilhøreren i stand til at se verden gennem andre. Selv for en novice inden for kammermusik, blev tiden ophævet og taget ind i et sjæleligt univers af æstetik og ædle værker.
Bravo Quatuor Modigliani, bravo!

www.gentofte.lokalavisen.dk