En fantastisk anmeldelse af koncerten med Quarteto Casals!

Mesterlig strygekvartet

Den spanske strygekvartet Casals spillede vidunderligt, da de gæstede Helleruplund Kirke, skriver vor anmelder

Af Hans Ovesen

Et koncertprogram med to strygekvartetter af Beethoven og en af Sjostakovitj lyder umiddelbart noget voldsomt i al dets vægt og alvor. Og det var det da også – men på den gode måde.

Den spanske strygekvartet Quarteto Casals, opkaldt efter den store catalanske cellist og dirigent Pablo Casals, gæstede Hellerup Kammermusikforening den 11. januar med Beethovens strygekvartetter nr. 5 og 8 og Sjostakovitjs strygekvartet nr. 6. Og spillede vidunderligt.
Tilværelsens tyngde

Den første af Beethovens strygekvartetter sætter i gang med et par dramatiske akkorder, der afløses af milde, klart lysende ciseleringer i violinerne.

Lidt udsædvanligt er anden sats en menuet, indsmigrende, men pludselig med nogle takter i dyb alvor. Det er jo Beethoven det her, og selv om indflydelsen fra både Mozart og Haydn er tydelig, skal vi ikke glemme tilværelsens tyngde.

Tredje sats er en variationssats med et tema, der af kvartetten blev spillet langsomt og roligt, hvorved variationernes tempomæssige og dynamiske forskellighed blev særlig understreget.

Kendetegnende for Casalskvartetten var de fire strygeres plastiske og nuancerede musikalitet. Finalesatsen er en inciterende og kunstfærdig allegro med referencer til Mozart.

Løssluppen komponist

Efter første Beethovenkvartet fik vi et værk af Sjostakovitj, komponeret mens han var på bryllupsrejse med sin anden kone og skrevet i en blanding af lykkelig forelskelse og sorg over den elskede første kones død nogle få år tidligere.

Desuden var Stalin død, og hans og partiets rigide krav hvilede ikke længere helt så tungt på billedkunsten, arkitekturen og musikken. Nu kunne Sjostakovitj i højere grad komponere, som han ville.

Der er i Sjostakovitjs værker ofte denne blanding af galgenhumoristisk munterhed, frihedstrang og sørgmodighed.

De to første satser af aftenens strygekvartet er rytmisk markante med inspirationer fra børnesange, som udsættes for forskellige rytmiske narrestreger og krasse disharmonier.

Selv om det er sjovt, er der ugler i mosen. Tredje sats er formet som en dvælende chaconne med chaconnens stadigt tilbagevendende basmotiv i celloen, som bratsch og violiner en efter en lægger sig melodisk ind over.

Det er sørgmodigt og vidunderlig smukt og fortsætter umiddelbart i fjerdesatsens mere muntre toner. Men heller ikke her undgår vi det spændingsfyldt længselsfulde.

Som i størstedelen af Sjostakovitjs værker kan man næsten tale om en form for ‘suspense’, noget uforudsigeligt, som hele vejen holder i hvert fald denne tilhører i en skruestik.

Et berigende møde

Aftenens første strygekvartet af Beethoven skrev han, da han var omkring 30, mens den anden blev komponeret, da han var 36. Der var med andre ord kun 6-7 år imellem, men med store forskelle i udtrykket.

Her fik vi den modne Beethoven, der nu var i gang med sine opgør med tidens musiktraditioner og, som han selv skal have sagt, ”skrev sin musik for eftertiden”.

Det melodiske og klassisk strukturerede afløst af det rytmisk, harmoniske og tempomæssigt ekspressive og eksperimenterende. Og forbløffende moderne.

Mødet med Quarteto Casals var stort og berigende. Det tjener Hellerup Kammermusikforening til ære, at de havde fået kvartetten til landet, og Helleruplund Kirke var proppet med et begejstret publikum.