Hvad: “Mød verdensmestre i strygekvartet og flamencodans!” med den spanske stjernekvartet Cuarteto Casals (ES) og den prisvindende flamencodanserinde Selene Muñoz (DK/ES)
Hvornår: Søndag d. 14. april 2024 kl. 15.00 -15.45
Hvor: Helleruplund Kirke, Bernstorffsvej 73, 2900 Hellerup
Anbefalet aldersgruppe: 3-12 år
Billetpriser: Barn 40 kr., voksen 70 kr., medlem 40 kr.

En af tidens største strygekvartetter, den spanske stjernekvartet Cuarteto Casals optræder i verdens fineste koncertsale i bl.a. Paris, New York, Tokyo, London, Madrid og Berlin. Snart lægger de fire spanske musikere vejen forbi os i Hellerup Kammermusikforening!
Kvartetten deler scenen med den prisvindende spansk-danske danser, Selene Muñoz, som har optrådt over hele verden, undervist dansere fra de mest anerkendte kompagnier såsom Den Kongelige Ballet, New York City Ballet og Cirque du Soleil og samarbejdet med Dronning Margrethe.

Glæd jer til en festlig og farverig børnekoncert med musik af De Falla, Beethoven, Bach og Gubaidulina mm!
Som vanligt er Mathias Hammer vært ved foreningens børnekoncert.

Cuarteto Casals
Cuarteto Casals
Selene Muñoz
Selene Muñoz

 

 

Søndag d. 5. maj 2024 kl. 15-15:45
“De 2 troldmænd på 4 strenge og 88 tangenter” med Vadim Gluzman, violin (IL) og Evgeny Sinaiski, klaver (RUS)

Vadim Gluzman og Evgeny Sinaiski
Vadim Gluzman og Evgeny Sinaiski

Mathias Hammer er vært ved børnekoncerterne.

Mathias Hammer
Mathias Hammer

Ret til ændringer forbeholdes

 

Stor tak for generøs støtte fra:
Augustinus Fonden, Gentofte Kommune, Juhl-Sørensen, Gentofte Hotel samt tak for plakat, udført af billedkunstner Ole Bjørn Gundermann og designer Urd Moll Gundermann.

Faktaboks:
Hellerup Kammermusikforening er en af landets største musikforeninger, der afholder 6 koncerter per sæson med kammermusik i verdensklasse i Helleruplund Kirke. Med et stort ønske om at dele store musikoplevelser med de små har to af foreningens medlemmer, Lill Moll Nielsen og Maja Mølholm Hansen, taget initiativ til at organisere “Kammermusik for børn”. Vi kan i denne sæson med stor glæde præsentere tre børnekoncerter. Konceptet er, at de samme markante danske og internationale musikere spiller for børnene, typisk dagen inden “hovedkoncerten” mandag aften.

LIDT OM SIDSTE BØRNEKONCERTER:

“De tre klaverløver” med Valdemar Wenzel Most, David Munk-Nielsen og Gustav Piekut d. 21. januar 2024

Søndag d. 21. januar 2024 strømmede børn og voksne på ny til Helleruplund kirke for at lytte til endnu en børnekoncert. Titlen var ”De tre klaverløver”, og vi blev ikke skuffede. Denne gang var der udelukkende klavermusik på programmet, spillet af de tre unge lovende pianister Valdemar Wenzel Most, David Munk-Nielsen og Gustav Piekut, veritable klaverløver.

Mathias Hammer hjalp fantasien på vej med ordbilleder.

Gustav Piekut spillede Brahms Ballade opus 10 nr. 3., medens vi forestillede os eventyret om løveungen Simbas vej til trætoppens tinde. Klarede han den?
David Munk-Nielsen spillede Ondine fra Gaspard de la nuit af Ravel.
Fortællingen om et væsen, der er halvt menneske og halvt fisk. Hun bor i søen under vandet og drømmer om at komme op til overfladen i månelyset og at finde en prins at forelske sig i. Vi lyttede og fornemmede vandets rislen, månens stråler og undinens længsler.
Valdemar Wenzel Most spillede finalen fra Beethovens Appassionata-sonate.
Gustav fortsatte med førstesats af Rachmaninovs mægtige Klaversonate nr. 2.
David spillede Scarbo, sidste sats af Ravels Gaspard de la nuit.
Endelig fulgte Chopins Polonaise Heroique spillet af Valdemar.
Som ekstranummer fik vi en sekshændig vals af Rachmaninov.
Koncerten var en smuk musikalsk oplevelse for såvel børn som voksne.

“Cellorejse til Amerika” med DR SymfoniOrkestrets Celloensemble d. 19. marts 2023

Med koncerten “Cellorejse til Amerika!” afsluttedes sæsonens børnekoncerter søndag d.19. marts med et festligt brag. 184 børn og 184 voksne lyttede med da DR SymfoniOrkestrets Celloensemble foran silhouetten af New Yorks skyline spillede musik ‘made in America” arrangeret for ensemblet af Richard Krug.

Fra George Gershwins opera “Porgy and Bess” hørte vi, Summertime og The promised land og til nummeret I can’t sit down lod børnene sig rive med af rytmerne og dansede med.

Soo-Kyung Hong var solist i John Williams bevægende Elegi. En lille ukrainsk dreng beskrev efter koncerten dette stykke som ” the music was sad, but cool.”

Mathias Hammer var som vanligt vært ved koncerten og hans fantasifulde ordbilleder ledsagede uddrag af Leonard Bernsteins West Side Story, herunder Prologue (en dialog mellem to bander), Jet song og America. Børnene sang med på Mambo og kirken genlød af rytmen fra hjemmelavede rytmeinstrumenter, som børnene efter koncerten sammen med koncertplakaten fik med sig hjem.

“Den Blodtørstige Danske Sørøverkvartet” med Den Danske Strygekvartet d. 13. november 2022

Den Blodtørstige Danske Sørøverkvartet tog publikum med på de syv have! Her kunne vi alle opleve en rigtig røverhistorie med skumsprøjt, beskøjter og en sang fra de varme lande. Med ved roret havde vi de fire sørøvere: Kaptajnen, Den Enøjede, Søløven og Den Gale Kok.

Vi fulgte de fire piraters jagt efter sørøverskatten, og undervejs besøgte vi Irland, Fanø, den engelske kyst, Lolland m.fl.

Det var en utrolig spændende og sjov musikalsk rejse med en blanding af klassiske satser og en del folkemusik. Og til sidst fandt vi skatten med hjælp af de søde og kloge børn i alle aldre!

Sikke en fest det blev!

“Musikalsk Tidsmaskine” med Zapolski Strygerne under ledelse af Alexandre Zapolski, to violinsolister ved Selma Teilmann og Sufiya Taufik samt værten Mathias Hammer d. 25. september 2022

Søndag d.25/9 kunne vi i kammermusikforeningen opleve koncert med Zapolskistrygerne, et orkester bestående af dygtige unge violinister, bratschister og cellister og deres leder den store ukrainske violinist, komponist og pædagog Alexandre Zapolski. Som de skøre, skæve ure viste, fløj vi gennem tid og sted i ”Tidsmaskinen”, der elegant blev styret af Mathias Hammer.

Fra Rottekongens Venedig i 1500-tallet bevægede vi os til Danmark, hvor vi lyttede til POTPOURRI OVER DANSK FOLKEMUSIK. Herfra gik turen til tidernes morgen og tonerne fra BADINERI. I Norge hørte vi Edvard Griegs TROLLTOG. Såstærkt lød de unge strygeres toner, at troldene nærmest føltes levende. Vi besøgte Alexandres hjemland Ukraine og lyttede til folkemusik i nummeret Krinitza. Herpå lod vi os betage af Selma Teilmanns solooptræden i Jakob Gades ROMANESCA.

Vort næste mål var Spanien, hvor vi mærkede varmen, medens Selma sammen med Sufiya Taufik og Zapolski Strygerne spillede Navarra. Den smukke koncert og eventyret sluttede i Danmark til Jacob Gades TANGO JALOUSI. Endnu engang tak til Mathias for fortællekunst og stor humor!

“Alma & Henning på Fiolin!” med Alma & Henning Kraggerud og Clare Hammond d. 30. januar 2022

”Alma og Henning på Fiolin” var titlen på årets nytårskoncert. Den norske violintroldmand, Henning Kraggerud og hans 15-årige datter Alma optrådte sammen med den engelske pianist Clare Hammond. De spillede bl.a. egne kompositioner, E. Grieg, J. Svendsen, og J.S. Bach. De ca. 200 børn og voksne lyttede koncentreret, fascinerede af den unge violinist og hendes far. Vært ved koncerten var Mathias Hammer, der med sin humorfyldte præsentation fik både det norske islæt og far og datters kommunikation på violinerne til at hænge sammen. Kirkerummet var pyntet med blomster i de norske og engelske farver, og børnene sad under et væld af snefnug.

“Peter og Ulven” med DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet og Sebastian Klein d. 28. november 2021

DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet spillede Prokofjevs ”Peter og Ulven” for 200 børn og deres voksne, fortalt af Sebastian Klein, som meget levende og vellykket agerede både en sur, dårligt gående bedstefar, samt Peter og de forskellige dyr, der optræder i Prokofjevs eventyrlige historie. De fem blæserinstrumenter blev forinden præsenteret for børnene. Til stor morskab viste hornisten hvor langt hans instrument kunne blive, udfoldet som en flere meter lang plastikslange han kunne spille på. Blæserkvinteten gav et nummer af ungareren Ligeti, hvor de demonstrerede deres høje niveau, og så var sceneriet sat til en tur til en russisk landsby med alle ingredienserne: anden, katten, fuglen i træet og ulven, der gemte sig bag hegnet. Børnene kunne fra deres pladser på puderne på den grønne eng følge historiens gang.

“Nytårskoncert for børn” med Den Danske Klaverduo med Rikke Sandberg & Tanja Zapolski og Tivoli Ballet Skoles balletbørn d. 19. januar 2020

Izabella Simon og Dénes Várjon måtte pga. sygdom melde afbud til børnenes nytårskoncert d 19. januar. Den Danske Klaverduo bestående af Tanja Zapolski og Rikke Sandberg sprang med kort varsel til og skabte sammen med Karin Carrara og Tivoli Ballet Skoles balletbørn og vært Mathias Hammer en festlig nytårskoncert, der indledtes med:

A.Piazzolla: “Fuga y Misterio” Mathias præsenterede den argentinske musik, som ”en melodi der begynder i ensom majestæt. Den danser afsted med fuld tangoenergi, men er alligevel bedrøvet og tilbageholdt. Måske er den et trist minde om noget man savner. Langsomt pibler den samme melodi op andre steder i musikken. Minderne blander sig- også alt det gode, der er at tænke tilbage på, står pludselig i et klart og alligevel mystisk skær, som når vi ved nytår ser tilbage på et år, der er gået. ”

Læs mere her

“De fire årstider” med Trio con Brio Copenhagen d. 29. september 2019

Mathias Hammer førte os i billeder gennem året hjulpet af Mathias´ årshjul, der i et nu kunne trylle årstiderne frem. I et øjeblik var Mathias nisse, men med et drej på hjulet var vi midt i foråret, som han priste i sin blomstrede skjorte. Jens Elvekjær betog os med Schumanns “Blomsterstykke” for klaver.

Under himlens kulørte papirklip, der illustrerede årets gang i naturen, lyttede vi til den smukke sommerfugl Soo-Kyung, der sammen med Jens spillede Faurés “Sommerfugl”.

Mathias priste foråret, kærligheden og erindrede et forårskarneval i Rusland.

Iført strålende masker spillede Soo-Jin og Soo-Kyung sammen med Jens Prokofievs “Masker” fra “Romeo og Julie”.

Mathias drejede på hjulet, og vi var midt i Spaniens hede sommer. Vi skulle lytte til muntre sommertoner i C-dur, men først lære navnene på de hvide tangenter, C-dur skalaen -C,D,E,F G,A,H. Børnene var lærenemme, også da de skulle gætte, om Jens spillede klange i dur eller mol, nu fulgte 1. sats af Cassadós klavertrio i C-dur…

Læs mere her

Musikken vi hørte var:

R. Schumann: “Blomsterstykke” for klaver
G. Fauré: “Sommerfugl” for cello og klaver
S. Prokofiev: “Masker” fra “Romeo og Julie” arr. for klavertrio
G. Cassadó: 1. sats af klavertrio i C-dur
Koreansk folkemelodi: “Ganggangsullae”
A. Vivaldi: 2. sats: molto adagio fra “Efterår” arr. for klavertrio
D. Sjostakovitij: 1. sats af klavertrio op. 67
P.I. Tjajkovskij: Uddrag fra 2. sats af klavertrio op. 50

“Andreas og hans 312 år gamle ven, Stradivarius” d. 10. marts 2019

Hvordan Boni Stradivarius blev vækket af sin tornerosesøvn og blev til Ida
Omkring 400 børn og voksne var publikummer ved årets sidste børnekoncert i en forårssmykket kirke. Under en himmel af blå og hvide papiranemoner spillede Andreas Brantelid, Ingemar Brantelid, Christian Ihle Hadland og Ville Rose Teilmann, mens Stine Rosengren fortalte sin historie om Andreas´ 312 år gamle cello.

Vi rejste tilbage til 1700-tallets Italien og til Antonio Stradivarius´ værksted, hvor en flot ny cello, Boni Stradivari Pastrami Salami, netop var blevet færdig. Sådan en Stradivarius er et dyrt instrument, så ingen af de musikere der gerne ville spille på den, og som stod og trykkede næserne flade mod Stradivarius´ værkstedsrude, havde råd til at købe den. Derfor kom celloen Boni til at tilbringe flere hundrede år hos forskellige franske rigmænd, som havde penge men ikke sans og evner for at spille musik: Grev Høj i Parykken, Baron von Æggekage og den charmerende Madam Champignon med de flagrende kjoler og den kæmpe appelsinduftende paryk. Her boede Boni sammen med to hunde og en kat. Men hun flygtede fra Madams orange velourpude og efter ca. 200 år endte hun i Schweiz hos en mand, Hegar, der som den første spillede på hende. Hun oplevede krige, som gjorde hende trist, så trist at ingen ville spille på hende. Hun blev igen solgt, denne gang til Horace The Bowlerhat, på hvis engelske slot hun tilbragte 80 år på loftet mellem mange kasserede ting så som gamle dukker og bøger.

I mellemtiden blev Andreas født i Danmark. Han drømte fra helt lille om at spille cello som sin far, han øvede og øvede sig og blev meget dygtig. En dag læste han i avisen om en 300 år gammel cello, som var blevet fundet på et slot i England. Men heller ikke han havde råd til at købe hende. Det havde til gengæld en norsk rigmand, som købte hende, og som mente at Andreas er den helt rigtige til at spille og passe på hende. Nu har Andreas fået sin cello og sin bedste ven. En bedsteven giver man ofte et kælenavn, og Andreas´ kælenavn for sin cello er nu Ida.

Musikken vi hørte var:

Cello Suite / J.S. Bach
Go Down Moses / Amerikansk Spiritual
Serenade Espagnole og Chant du ménestrel / Alexander Glazunov
Variations sur un thème Suisse / Friedrich August Kummer
Requiem / David Popper
Cellokoncert, 2. sats / Edward Elgar

Nytårskoncert for børn ”Vintereventyr” d. 13. januar 2019

Søndag 13/1-2019 ved årets Nytårskoncert for børn tog Mathias Hammer atter børn og voksne med på et medrivende musikalsk eventyr. I fortællingen ” Vinterrejse ” fulgte vi prinsen af det fjerne kejserrige Ekrekavien Cristofisius Perprutulus Numsenikus d.3., der ved fødslen blev forbyttet og voksede op i det kolde norden. Længslen efter at gense det eksotiske fædreland og dets rigdomme drev ham ud på en farefuld rejse. På turen gennem stormfulde vinterlandskaber mærkede vi kulden under de mange snefnug ,der var spændt ud som en himmel i kirkerummet, og de knagende istapper under balkonerne. Kanefarten førte os gennem troldenes forheksede rige til Ekrekavien og det smukke palads,, hvor vi blev inviteret til hofbal og fik vi  lov at danse sammen med den fabelagtige, solist i Den kgl. Ballet Alexander Stæger, der optrådte som selveste Mozart.

Rejsen var fuld af musik, der passede til turen. Prinsens bedste eventyr-venner den tyske stjernebratschist Nils Mönkemeyer og den koreanske klaverpoet William Youn betog os med deres spil på bratsch og klaver.

Med tiden indså prinsen , at han var en fremmed Ekrekavien. Han forstod, at lykken ikke er guld og grønne skove, men den ægte kærlighed mellem mennesker, og han besluttede at vende hjem til der, hvor han hørte til i sit hjerte. Sammen drømte vi os til foråret og lærkernes komme med fællessangen JEG VED EN LÆRKEREDE, og børnene fik som ved sidste nytårskoncert roser og plakater med hjem.

Vi hørte:

R. Schumann: 3. sats “Rasch” fra “Märchenbilder (Eventyrbilleder)” for bratsch og klaver op. 113
R. Clarke: 2. sats “Vivace” fra sonate for bratsch og klaver
W. A. Mozart: 1. sats “Allegro” & 3. sats “Menuetto primo & secondo” fra sonate i C-dur for violin (arr. for bratsch) og klaver KV 14
C. Franck: 2. sats “Allegro” fra sonate for violin (arr. for bratsch) og klaver
C. Debussy: “Beau Soir” arr. for bratsch og klaver

“Musikalsk Zoo” d. 23. september 2018

Søndag d 23.september 2018 bød Hellerup Kammermusikforening velkommen til sæsonens 1. børnekoncert “Musikalsk Zoo” med Trio con Brio Copenhagen, solist i Den Kongelige Ballet Astrid Elbo og små balletdansere fra Tivoli. Vært i P2, Mathias Hammer, dyrepasser i den musikalske zoologiske have, lærte os at holde ørerne åbne og lade tonerne få adgang til fantasien, hvor vi kunne møde alle havens dyr i vor egen indre billedverden.

Læs mere her.

“La Fiesta” d. 8. april 2018

Det var en festlig afslutning på børnekoncerternes første sæson med koncerten “La Fiesta!” d. 8.4.2018. Selene Muñoz, Daniel del Pino og Asier Polo tryllebandt børn og voksne i et rum der var udsmykket med guirlander, kvaster og nyudsprungne magnoliegrene. Små farvestrålende vifter til alle børn, længselsfuld og lidenskabelig spansk musik af de Falla, Granados og Cassadó, fascinerende, smukke og unikke flamencokostumer og -dans gik op i en højere enhed. Stemningen var i top på denne eftermiddags tur til Spanien med en veloplagt Mathias Hammer som rejseleder og toreador.

Læs anmeldelsen her.

“Nytårskoncert for børn” d. 14. januar 2018

Omkring 500 forventningsfulde børn og voksne kunne ved Nytårskoncerten d. 14.1.2018 glæde sig over dejlig musik af bl.a. Bach, Villa-Lobos, Gershwin og Bizet fremført af den usædvanlige kombination af op til 10 celloer fra DRSO og sopranen Gabriella Pace. Det meget varierede program blev understøttet af den festlige Mathias Hammer, rummet var smykket med farverige store og små balloner, vimpler og blomster – en rigtig nytårskoncert.

Læs anmeldelsen her.

“Jorden rundt med Trio con Brio Copenhagen” d. 24. september 2017

Sønd. d. 24. sept. afholdt Hellerup Kammermusikforening sin første børnekoncert: “Jorden rundt med Trio con Brio Copenhagen“. De 340 fremmødte, hvoraf størstedelen var børn, kunne opleve smuk, dramatisk og dragende musik fra forskellige verdensdele. Mathias Hammer agerede fornemt rejseleder på den fælles musikalske rejse.